Blomkålspizza er en god måde at få børn og voksne til at spise flere grøntsager og færre kulhydrater. Og det er både nemt og hurtigt at lave!
Du finder opskriften på blomkålspizza nederst på siden.
Mine børn er ikke altid super begejstrede for, at vi nu IGEN skal have kål til aftensmad. Nej, stod det for eksempel til vores datter på fire, så ville det faktisk være helt okay, at vi fik pasta og ikke andet til aftensmad. Hver dag.
Når nu menuen sjældent står på ren pasta, så kan det nogle dage være en udfordring overhovedet at få børnene til at smage på maden. Selvom det jo oftest viser sig, at de faktisk godt kan lide det, når de først har smagt på maden.
Grøntsager i forklædning
Ét af de tricks, jeg tit benytter mig af, er at få maden til at ligne eller smage af noget, børnene kender i forvejen. Den videnskabelige betegnelse er flavour-flavour pairing. Det går i al sin enkelthed ud på at kombinere velkendte smage med nye smage, som barnet ikke er vant til.
Nu er det ikke fordi, at blomkål er en ukendt grøntsag hjemme hos os, men alligevel er det som sagt ikke altid, at blomkål vækker den store jubel. Som et forsøg har jeg derfor lavet blomkålspizza, da pizza som regel er noget, begge børn godt kan lide.
Og jeg vil sige, at forsøget har været en stor succes! Blomkålspizza er kommet for at blive. Ja, faktisk så proklamerede vores datter, at hun fra nu af kun vil have blomkålspizza til aftensmad!
Blomkålspizza med løg-marmelade, gedeost og røget skinke
De fede smage fra gedeosten og den røgede skinke har brug for et syrligt modspil. Her brillerer løg-marmeladen. Og den parfumerede smag fra merian bidrager til et komplekst og balanceret smagsindtryk.
Du bestemmer naturligvis helt selv, hvad du har lyst til at putte ovenpå pizzaen. Blomkålspizza-bundene er ret neutrale i smagen, og de kan sagtens bruges med helt klassisk pizzafyld som tomatsovs, skinke og ost ovenpå.
Opskriften er til ca. 3 bradepander med små pizzaer.
Ingredienser
- 1 stort blomkålshovede (eller 500 g)
- 150 g mozzarellaost
- 1/2 dl Pofiber (Semper)
- 2 æg
- 1 tsk hvidløgspulver (kan udelades)
Fyld
- Løg-marmelade (se opskrift)
- 100 g gedeost
- 100 g røget skinke
- 100 g mozzarellaost
- Karse til pynt
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
- Del blomkålen i mindre stykker og blend til en grov puré.
- Klem al væske ud af blomkålen ved hjælp af et rent viskestykke (meget vigtigt: Klem til, så AL væske knuges ud!).
- Bland den tørre blomkål med de resterende ingredienser (brug hænderne).
- Lad dejen hvile i 5 minutter.
- Form små pizzabunde på en bageplade med bagepapir (igen, brug hænderne).
- Forbag bundene i ca. 18-20 minutter (hold øje) indtil de er gyldne.
- Hvis du vil have et helt sprødt resultat, tager du bundene ud efter 15 min, vender dem og giver dem 5 mere på den anden side.
- Kom fyldet på og bag pizzaerne i yderligere 10 minutter.
- Du kan med stor fordel bage en større portion og fryse pizzabundene ned. Så har du til en dag, hvor du ikke har tid til at bage bundene først.

Hvad er sundest: lav-kulhydrat eller lav-fedt diæter?
Skriv et svar
Vil du vide mere om, hvordan sund mad med få kulhydrater kan hjælpe dig med at komme ned i vægt, så tryk her:
Seneste blog indlæg
Fede Vaner - CVR: 38015923
Cookies-politik, ansvarsfraskrivelse og betingelser
Generelle oplysninger og informationer på dette site må ikke bruges i stedet for egentlig professionel rådgivning eller behandling af autoriseret læge eller anden relevant fagperson. Indholdet på denne hjemmeside er altså udelukkende beregnet til at være informativ og til undervisningsbrug. Konsulter venligst en læge for medicinsk rådgivning, behandling og/eller diagnose.
*: Alle resultater er individuelle og op til den enkelte at opnå. Eventuelle vidnesbyrd fra tidligere klienter er baseret på deres egne erfaringer, og disse kan ikke garanteres.
Information på websitet gives uden garanti for nøjagtigheden og kvaliteten heraf, og skal betragtes som vejledende. Fede Vaner fraskriver sig ethvert ansvar for skade eller tab som følge af brugen af websitets informationer.